Æresmedlem af Radiotelegrafistforeningen af 1917 Birger Riis-Hansen, medlemsnr. 1958, er afgået ved døden.
Han blev bisat fra Bispebjerg Hospitals kapel torsdag den 10. september 2020.

 

 

 Birgers søn holdt tale

 

Henning Poulsen var fanevagt 

 

 

 

 
 
 

 

 

Min gode ven og -næsten faste fredagsgæst Birger Riis-Hansen er til min store sorg afgået ved døden.

Mens jeg var indlagt på Plejecenter Trekroner begyndte Birger sine fredagsbesøg hos mig, og de fortsatte så efter at jeg blev udskrevet og placeret i egen plejebolig. Vi mødtes gerne ude som inde, til en lille én til næsen og en enkelt pilsner, samt en hyggelig sludder om bøger jeg havde læst og skippere vi kendte fra vores tid i ØK, hvor Birger havde sejlet som gnist på KINA med "købmandens karl som kaptajn ". Og så kunne vi jo lige vende vores aversioner mod enkelte skippere, som vi begge kendte såsom "Ole gadedreng" og "Bissegunnar", som begge havde en noget særpræget ledelsesstil. "Ole gadedreng" lærte jeg at kende under en kort tur med AZUMA på skibets jomfrurejse fra Rotterdam og hjem. Jeg tror også Birger kendte ham fra KINA; men vi var ret enige i vores betragtning om manden. Hvad der glædede mig meget var, at Birger flere gange sagde, at han hyggede sig gevaldig ved vore møder; men det var lidt svært at få Birger til at acceptere, at han blev regnet til den nære vennekreds og blev inviteret med til familiefester, for han var jo ikke meget for at blive gjort stads af. Det tog også lidt tid at få ham til at acceptere at spise med når han var på besøg; men det bedredes en del efter at min kone kort og kontant meddelte ham, hvilken thairet fra min svigerdatters thai foodshop fredagsmenuen stod på. Det er med stor sorg jeg nu må undvære Birgers besøg om fredagen. Jeg hørte her forleden Johnny Cash synge " if we do not meet this side of heaven", og kom til at tænke på om perleporten nu også står åben for ikke troende; men jeg satser uanset at Birger ikke var medlem af folkekirken. Enhver bliver jo salig i sin tro, og det håber og tror jeg Birger gør.
 
Til slut vil jeg blot sige: hvil i fred kære Birger og tak for dine opmuntrende besøg.
 

Æret være Birgers minde!

Evald Lindholm Seemann

raf medlem 2945